Henriette Muus

- kunstner & forfatter

Website in English

Syv menighedsråd

 Skolevej 17

4130 Viby sjælland

 

Poul Søe Nissen

næstformand 
Syv sognegård

En hilsen med tak til Henriette Muus!

En dag kom min kone hjem fra sin frisør med en lille bog i hånden. Den så ved første blik ret interessant ud. Frisøren havde fortalt min kone, at bogen med den flotte akvarel på bogom-slaget var malet af Henriette Muus, så min kone købte en bog. Titlen på bogen ”I min jagt på i morgen har jeg udskudt i dag” bad mig om at åbne den, og i den næste times tid fløj mine tanker rundt i et helt nyt univers.

Alle steder, begreber og oplevelser i bogen, er for så vidt noget vi alle kender til. Netop der-for har alle akvareller og den flotte beskrivende poesi, som Henriette Muus har begået med opladt sind, givet læseren ord som løfter én op i en anden nærmest berusende sfære, hvor man efter endt læsning langsomt, langsomt daler ned til jorden igen meget berørt og meget mere opløftet, end da man begyndte læsningen.

Den oplevelse ville jeg gerne dele med andre, så jeg fik Henriette Muus overtalt til at lade sine akvareller og tilhørende digte ophænge i vores hvide sognegårds gange, hvor de tog sig rigtig godt ud. Henriette Muus indvilligede også i at læse sine digte op under ferniseringen, hvilket gav tilhørerne en stor oplevelse. Senere kunne man gå omkring og se på akvareller og læse digtene selv, og det gav folk endnu en oplevelse af både digte og akvareller. Der har lydt mange anerkendende ord, imens udstillingen varede, men efter at den var taget ned, har jeg mødt mange bebrejdende ord for, at den ikke kunne hænge der længere!

Det var til dato den bedste udstilling, vi endnu har haft i Syv sognegård i de 16 år, hvor jeg har været med i udvalget, der har med udsmykningen og ferniseringer at gøre. Jeg vil gerne hermed sige rigtig mange tak til Henriette Muus, fordi hun har givet mig og borgerne i Viby og omegn en oplevelse, de vil huske længe, - og jeg vil vende tilbage til bogen igen og igen!

Venlig hilsen  Poul Søe Nissen